Refleksion over bloggen som virtuelt medie

Jeg har nu oplevet og smagt på at arbejde med en blog, og det har givet mig blod på tanden efter mere…

I artiklen “Blogging as social activity, or, would you let 900 million people read your diary? (Nardi, B.A., D.J., & Gumbrecht, M. (2004), Proceedings of the 2004 ACM conference on computer supported cooperative work (pp. 222-231). ACM” synes jeg at kunne genkende en række af de dimensioner jeg er stødt på i mine 14 dages blogging. De kommer her…

- Bloggen som social aktivitet, at opfordre andre og at blive opfordret, især via respons gennem kommentarer, jeg fik eksempelvis megen respons på mit video indlæg. I min refleksion kommer jeg bl.a. ind på størrelsen at at have publikum

- At anvende bloggen som ren social aktivitet, har jeg ikke afprøvet, da opgave omhandlede arbejdspraksis, Activities an Whereabout handlede derfor for mig om et konkret kursus ophold i uge 41, her bede jeg om feedback. Hmm og får jeg mon dette?

- Opinions inflydelse er kun overfladisk berørt omkring “Columbus”, som når man kigger ham efter sømmene ser ud til at have været en skidt karl. Det ville nok kræve en længere periode og større kommunikationsindsats at holde en blog gående med dette som formål tænker jeg.

-Tænkning gennem skrivning  og at få andres meningstilkendegivelser og følelser, oplever jeg har været et stort omdrejningspunkt, og jeg oplever at skriveprocessen på en måde “retter skæve tanker ud” ved at de komme ned på elektronisk papir. Især koblet med feedback, som er følelsesmæssigt stærkt “kommer der mon noget fra space??” når man nu gerne vil have noget! Det er en fed udløsning af spænding når der så komme så dejlige konstruktive tilbagemeldinger som jeg har fået på ekemspelvis mit video indslag.

- Den asynkrone dimension er jeg blevet stor tilhænger af. Det havde jeg ikke forestillet mig på forhånd. Det minder  mig om minsoldatertid, hvor jeg skrev breve til min kæreste eller familier og ventede på svar, men også som en læringsmiddel kunne jeg forestille mig at det må være meget effektivt, når motivationen er til stede. Det må være skabt en gensidig forpligtigelse.

- den grafiske finder jeg spændende positivt set, og det må være meget vigtigt for at en blog, så den opleves behagelig at surfe rundt på. Teknisk set har det været en stor frustration at skulle lære at håndtere de mange elementer på “the dashboard” og jeg ville gerne have haft flere lækkerier på min blog, men har måtte opgive dette. Omvendt synes jeg det giver mere plads til de budskaber og pointer jeg arbejder med på bloggen, tja det kan jeg tænke videre over.

- Alt i alt har jeg lært meget af at skulle tvinges til at udarbejde og drifte en blog. Super øvelse. Tak for det.

=;^)
Per-Martin

p.s. det mest grænseoverskridende var mit video indslag på YouTube, som i skrivende stund har været set af 22.

Næsten færdig med lean kursus, og hva’ så?

Jeg er blevet kastet ud i en lean uddannelse. Rigsadvokatens uddannelsesafdelingen har givet polititet et vist antal pladser bestående af 4 moduler af 2 dage. Derfor var jeg i Odense onsdag og torsdag. Selve uddannelsen er egentlig faglig interessant for mig idet grundtanker bag lean er “den lærende organisation”, jeg troede mere det var scientific management argtigt. Jeg har det dog underligt med det, da jeg ikke har fået en ordentlig grund til at skulle deltage på forløbet. Jeg er bange for at min læring bliver indkaplset læring, hvis der ikke “opfindes” en god grund til, at jeg skal deltage. Indtil videre føler jeg at grunden er “so ein ding müssen wir auch haben” og det er bare ikke motiverende. Jeg ser nu en forskel på, hvad lean er for en størrelse og, hvilket potentiale det har i forhold til, hvordan min ledelse ser på det. Min udfordring er lige nu at kunne definere min udfordring.

Det hjælper faktisk lidt at få det ned på min “papir”blog. Kunne jeg sige mere om hvad forskellen består i, sætte flere ord herpå? Det er også en udfordring at forløbet ender med en eksamen, der stiller krav om at det faglige indhold bliver anvendt på en arbejdsrelateret case, som kræver indvolvering af kolleger og deres tid. Det mener jeg dog at have nogenlunde styr på.

Hvilke gode reflekterende spørgsmål kunne jeg mere stille mig selv. Måske du har et forslag (forslag belønnes med øl på DPU).
=;^)
Per-Martin

Hvorfor fejrer amerikanerne en morder?

Jeg kiggede mig lidt omkring angående at blogge og fandt dette. Det er en nuanceret størrelse der åbenbart går lige fra personlige dagbøger til “margasiner” og historefortælling eller faglig formidling og interessefællesskab etc. Her er et eksempel.

http://botgirl.blogspot.com/2011/10/from-wounded-knee-to-wall-street.html#links

Ikke alle er lige glade for Columbus som jeg nævnte i min refleksive video, og med god grund ser det ud til:

“Have you ever wondered why the United States still celebrates a national holiday honoring the guy who initiated the genocide of the native American peoples? The man who sold girls into sexual slavery, burned escaped slaves alive, and had babies killed for dog food? I have. I’ve wondered about it quite a bit.”
(Citat fra bloggen botgirl.blogspot.com…)

Læg mærke til den lille tegnefilm om historien med Columbus. At blogge kan således virker fint som videndelings- og formidlingsmedie samt platform for politisk ståsted eller øl-kasse. Det virker dog for mig lidt mere vidtgående at “servicere/fodre” et publikum, end at hvis bloggen anvendes til refleksion over egen arbejdspraksis, defineret som en personlig og privat opgave. Måske kommer det også an på hvor bevidst man vælger at se på sig selv.

Refleksioner som video (content and pipe)

Dette er mit første forsøg på at anvende video som læringsmiddel og refleksion, hvor tanker er nonlineære og flyvske og hvordan  skal man så lande? Normalt er det bare noget inden i mit hoved. Videoen varer lige over 5 minutter, men du må gerne blive lidt længere, og meget gerne lægge et stykke video ind som kommentar, om ikke andet som bare for eksperimentets skyld. Prøv det …en klassisk kommentar på tekst er selvfølgelig også mere end velkommen. Måske du har en god historie eller erfaring man kan grine/græde og  lære lidt af hvem ved.

 

 http://www.youtube.com/watch?v=4haORVixs6s

 

NB jeg rodede en del med at lægge denne video på bloggen, uden at det lykkedes. Efter ide fra Jacob (drøftet over skype tirsdag aften, tak for hjælpen) har jeg nu oploaded min refleksion på youtube og sat linket ind her på til bloggen. 

God fornøjelse =;^)

Virtuel læring, et stykke vej endnu

Debatten i fc har bredt sig over flere tråde, og vi (gruppe 6) beskæftigede os som udgangspunkt med at definere begreberne inklusion, kvalitet og dannelse, hvilket var en vanskelig opgave. Vinklerne var forskellige teoretiske indgange til læring, et samfundsmæssigt perspektiv og forholdet til den konkrete undervisningssituation, herunder lærerens rolle.

Det har jeg gået og tænkt meget over siden vi i gruppe 6 afsluttede på skype med fælles opsamling af debatten. Jeg savner en sådan debat i min arbejdspraksis, hvor man ikke har tradition for åbent at reflektere og diskutere over pædagogik og didaktik på tværs af institutionen trods man har egen uddannelsesvirksomhed (politiskolen) og efteruddannelsesfunktion, der gennemfører hundredevis af kortere og længere uddannelsesforløb hvert år. Endvidere har man søgt sig med elæring for ca. 8-10 år siden, med det blev ikke forankret. Stilen var hovedsageligt, at man satte “strøm” til powerpointfiler og vejledninger. Man har ikke forholdt sig reflekteret til hvad det vil sige at lære virtuelt, hvilket for mig er en dør som nu er ved at åbne sig.

Jeg har ikke en traditionel rolle som underviser i min arbejdspraksis (det sker sjældent at jeg underviser), men jeg anvende ofte en kombination af læringsteori, organisationspsykologi og metodelære, når jeg arbejde som udviklingskonsulent i projektsammenhæng og skal facilitere, formidler eller analysere.

I den offentlige sektor, og i staten især, har jeg oplevet at man siden midten af 90′erne talt om strategisk og systematisk kompetenceudvikling, og jeg har skrevet kandidatafhandling herom på CBS i 1995. Ideen er at human ressources er virksomhedens vigtigste ressource, og virksomhed og medarbejder har fællesinteresse i at løbende at udvikle/tilpasse kvalifikationer og færdigheder til de ændrede opgavekrav. Kompetenceudviklingen er således et fælles projekt der skal ske hurtigt, billigt og gerne via e-læring (et kursus med strøm på) det er jo fleksibelt. Desværre har politiet endnu ikke en velfungerende internetforbindelse. Min erfaring (fra mit campus netværk) siger mig, at e-læring har det svært ved at finde indpas i statens virksomheder, ikke bare i politiet med også på andre statslige arbejdspladser

http://www.info-campus.dk/Om-Campus hvis du vil vide mere om campus i staten.

Virtuelt læring er mere en CBT. Her ser jeg frem til at følge processen på politiskolen, hvor man nu vil have en konferenceplatform til grunduddannelsen af nye betjente, og man ønsker at arbejde med portfolier. Hvordan det skal fungere med den nye platform og håndtering af portfolier, som er mere en et teknisk system der bare skal sættes strøm til? Jeg oplever, at der ikke er svar herpå. De findes forhåbentlig et sted. Det er dog lidt frustrerende, da jeg gerne vil blande mig, tilbyde hjælp med de erfaringer jeg har gjort mig med implementering af campus i politiet. En implmentering der er skal ses som værende langt mere en end en udskiftning et kursussystem. Det er i højere grad en udfordring at forny det mentale syn på læring, kommunikation og didaktik.

Den virtuelle tilgang til læring er skubbet igang. Men begrebet virtuelle digitale dannelse er svær at få i tale sat (selvstændig tænkning, evne til vidensdeling, refleksion over egen rolle, kritisk tilgang til informationer, nysgerrighed over for ikt og lysten til at flytte sig). Jeg føler at mine forudsætninger for at løfte debatten i min arbejdspraksis er stigende, idet jeg er istand til at stille flere irriterende eller eksplorative spørgsmål.

Gad vide om andre oplever det samme eller noget andet spændende eller/og fornyende??

En langsom og usikker begyndelse…;^/

Det er mit første indlæg, af en forhåbentligt lang række af mere og mere interessanet indlæg om læring, kommunikation og informationsteknologi. Umiddelbart er selve tilegnelsen af hands-on erfaring med virtuelle medier min største udfordring, hvilket er tidskrævende. Mit første mål er at få opstillet en nogenlunde overskuelig og fungerende blog. Da jeg har et positivt sind og et smil på læben har den fået navnet “permartinsmil”, hvilket rimer på MIL.

 

at være ude hvor man ikke kan bunde